Værd at vide før du anskaffer et Pygmæ pindsvin:

At have sig et afrikansk pygmæpindsvin som kæledyr bliver år for år mere og mere udbredt. Det er dog stadig et meget ualmindeligt dyr at have sig, og mange ved slet ikke at de eksisterer.

 

Det er IKKE et dyr, der af natur er tamt! Afrikanske pygmæpindsvin skal faktisk med rette betragtes som et eksotisk hobbydyr frem for et kæledyr. Med korrekt håndtering fra de er 14 dage gamle, kan de dog lære at acceptere mennesker, og nogle vil endda blive vældig tamme, men det gælder bestemt ikke alle. De har stor individuel personlighed og instinktivt er de byttedyr, så det kræver en indsats (tid og tålmodighed) at få sig et pindsvin, der lader sig håndtere uden at forsøge at sige fra. Det er simpelthen deres helt grundlæggende naturlige instinkt at forsøge at beskytte sig fra udefrakommende “trusler”, og de er ret sensitive, så de skal så at sige lære, at menneskelig kontakt er ok.

 

Overvejer du at anskaffe dig et afrikansk pygmæpindsvin, så reflekter forinden over, om dette eksotiske hobbydyr er noget, der passer ind i dit liv, og få afstemt forventninger således, at du er realistisk omkring, hvad det kræver, og hvad du kan få tilbage. Dette for at det bliver en god oplevelse for alle parter.

 

Hvordan gør man så det? Det gør man ved at tilegne sig viden. Vær opmærksom på, at der ligger meget materiale på nettet (bl.a YouTube), hvor det der kan se enormt sødt og sjovt ud,- egentligt er meget misforstået og mange oplysninger er desuden forældet eller decideret forkerte. Så tag i stedet kontakt til en seriøs og dygtig opdrætter, så du kan få adgang til godt og brugbart læsestof. Desuden får du på den måde mulighed for direkte råd og vejledning i processen. Det er nemlig super vigtigt med en grundviden om afrikanske pygmæpindsvin for at kunne træffe rette valg ift. om, det netop er sådant et dyr, man skal anskaffe sig, eller om et andet dyr passer bedre til en.

 

Det er egentlig ikke svært at have et afrikansk pygmæpindsvin. Men der er som sagt en række forhold, som man skal være opmærksom på - bl.a. at de er nataktive. Så det vil sige, at de sover i de lyse timer og står først op, når mørket sænker sig. Går du derfor tidligt i seng eller er ude med vennerne på det tidspunkt, pindsvinet er vågnet, så vælg et andet dyr.

 

Afrikanske pygmæpindsvin er således som udgangspunkt ikke egnede til børn. Dermed ikke sagt at børn ikke kan være med på sidelinjen sammen med en forældre, der så at sige er primær ansvarsperson,- og en god relation mellem børn og et pindsvin er bestemt muligt. Nogle børn får endda stor glæde af et pindsvin, men som udgangspunkt skal de ikke anses som en god løsning ift. at blive et barns første kæledyr. Der findes andre langt mere egnede. Et afrikansk pygmæpindsvin er et lille sensitivt stikkende dyr, som kræver tålmodighed og en rolig tilgang, og kontakt til dyret kan desuden rent praktisk kambulere med børns sengetid.

 

Andre forhold som er essentielle for at hold af et afrikansk pygmæpindsvin bliver velfærdsmæssigt korrekt, er som følgende;

Afrikanske pygmæpindsvin har brug for at leve i en temperatur på minimum 23 grader. Min erfaring er, at de trives bedst i cirka 25 grader. Dette sætter krav til burforhold, og en ekstern termostatstyret varmekilde kan blive nødvendig. Ligeledes må pindsvinet ikke få træk, hvilket sætter krav til placering af buret. Det skal man selvfølgelig have styr på inden anskaffelse, da det er essentielt for pindsvinet helbred og trivsel.

 

Der ud over skal man være villig (og have økonomi til) at ville fodre dem korrekt. I naturen lever afrikanske pygmæpindsvin hovedsageligt af forskellige insekter og larver, men spiser også gerne æg, fugleunger fra jordlevende fugle, øgler/firben eller endda ådsler. Når vi holder dem i fangenskab, er det derfor vigtigt at imødekomme dette bedst muligt, hvilket betyder at grundfoderet skal være forskellige insekter, som varieres med larver, kød/barf og æg. Udover ovennævnte grundfoder skal de ALTID have adgang til et godt kvalitets tørkost til katte med en høj kødprocent (70-80%). Tørkosten skal som kødkilde være baseret på fjerkræ eller lam - nøjagtig som andre deciderede kødkilder, da det er lettere at fordøje for dem end okse og gris.

 

Et afrikansk pygmæpindsvin skal have et bur med minimumsmål 100x60 eller 120x50cm, men MEGET gerne større. Afrikanske pygmæpindsvin er solitære dyr,- så husk 1 bur pr. dyr.

Pindsvinet SKAL have et motionshjul med en diameter på 28-36cm for at undgå rygproblemer. Pindsvin løber flere km hver nat i naturen, så for at sikre fysisk og mental sundhed, er et hjul et absolut must. Det anbefales at have en tissebakke under hjulet.

Jeg anbefaler flere skjul - som minimum to - og gerne et i stof og et i træ eller plast. I stof fås bla. hyggeposer og cuber. Dertil et hus i f.eks. træ eller plast, som er stort nok til at pindsvinet kan vende sig og ligge derinde i sin fulde længde. Der ud over skal pindsvinet have noget legetøj til aktivering. Mad- og vandskål (helst i tungt keramik, så de ikke vælter det). Støvfrit bundstrø uden risiko for pindsvinet og et termometer således, at man hele tiden kan sikre sig rette temperatur i buret. Desuden en køkkenvægt da det er vigtigt for at kunne følge pindsvinets trivsel men også opdage sygdom. Sidst men ikke mindst er både en transportkasse og en løbegård gode ting at erhverve sig.

 

Der er altså en række udgifter i starten. Derefter er der omkostninger til godt foder, og så skal der selvfølgelig også være luft i økonomien til, at man kan tage til dyrlæge, hvis det skulle blive nødvendigt. Det er i øvrigt en god idé INDEN man anskaffer sig et afrikansk pygmæpindsvin at få styr på, hvor i landet der er en dyrlæge, der kan behandle sådan et. Der kan være langt imellem, hvilket selvfølgelig også må kunne løses ift. transport.

 

Et sidste godt råd inden du anskaffer dig et afrikansk pygmæpindsvin. Undgå køb i dyrehandlere og køb altid et dyr med stamtavle. Nogen folk tillader sig at kalde et stykke papir med dyrets navn, fødselsdag og sparsom baggrund (måske navn på forældredyr)- for en stamtavle. Det har reelt ikke nogen værdi ift. det, der er målet med en stamtavle. Nemlig at have informationer nok, således at indavl undgås, og vi på den måde bedre kan sikre sunde og raske dyr. Grundpopulationen der findes i DK (og for den sags skyld EU) er så lille, så dyrenes sundhed er meget sårbare ift. indavl. Førend at du kan sikre dig, at der ikke er lavet indavl, skal der forefindes fire fulde generationer bag dit dyr. Afrikanske pygmæpindsvin med fire fulde generationer bag sig, findes der mange af i DK,- og ved køb af et sådant dyr udelukker du heller ikke på forhånd selv at kunne lave et kuld unger, skulle interessen for det opstå på et senere tidspunkt.

 

Med alt dette sagt, så vil jeg afrunde med at sige, at det kan være enormt hyggeligt, sjovt og underholdende at have sig et afrikansk pygmæpindsvin. Det er skønt at opleve deres individuelle personligheder og ikke mindre end en fantastisk følelse at stå med sådan en lille skabning i hånden og mærke dens tillid og tryghed til en, når denne er opnået. Jeg nyder deres individuelle væsen og investerer gerne tiden for at nå i mål og opnå deres tillid. Det er det hele værd og en fantastisk rejse at opleve.

(Tekst lånt med tilladelse fra Vibeke Mariendal Jeppesen "hedgehogsofmys.dk")